Fra kontroltårnet til hverdagen – mine vigtigste indtryk fra den internationale metakognitive konference i Oxford
Jeg har i den her uge været på den internationale metakognitive konference i Oxford, hvor alle de nye tendenser og forskningsresultater indenfor metakognitiv terapi bliver præsenteret.
Jeg kom hjem fra Oxford med hovedet fuldt af idéer, nye perspektiver og en stærk oplevelse af, at metakognitiv terapi er inde i en spændende udvikling.
Den internationale metakognitive konference samlede forskere og behandlere fra flere lande, og gennem oplæggene gik én pointe igen: Vi skal ikke kun interessere os for, hvad mennesker tænker. Vi skal forstå, hvordan de regulerer deres tænkning.
Det lyder måske som en lille forskel. Men det er faktisk et helt andet blik på psykiske problemer.
Fra tankernes indhold til det, vi gør med tankerne
Adrian Wells satte allerede fra konferencens begyndelse scenen.
Mange psykologiske teorier har gennem tiden spurgt: Hvad tænker mennesker, når de er angste eller deprimerede?
Men hvis vi kun ser på tankernes indhold, mangler vi et svar på et helt centralt spørgsmål:
Hvad får tænkningen til at fortsætte?
Hvorfor bliver et menneske ved med at bekymre sig, selv når personen godt ved, at bekymringerne ikke hjælper?
Hvorfor bliver man ved med at gruble over noget, man egentlig gerne vil slippe?
Og hvorfor kan en tanke føles så vigtig, at man må analysere den, kontrollere den eller forsøge at få den væk?
Her kommer den metakognitive model ind.
MCT interesserer sig for det system, der regulerer tænkningen. Wells beskrev det på konferencen med et billede, jeg synes, er meget sigende:
De fleste terapier arbejder med flyene. MCT arbejder med kontroltårnet.
Tankerne er flyene. Kontroltårnet bestemmer, hvilke tanker der skal have opmærksomhed, hvilke der skal bearbejdes, og hvilke der bare kan flyve videre.
Det er her, begrebet CAS – Cognitive Attentional Syndrome – bliver centralt. Bekymring, grubleri, trusselsmonitorering og forskellige former for uhensigtsmæssig coping kan fastholde os i en tilstand, hvor sindet hele tiden forsøger at løse, kontrollere eller forebygge noget. Men problemet er ikke, at vi tænker. Problemet er, at vi kan komme til at bruge bestemte strategier igen og igen – og dermed holde den følelsesmæssige lidelse i gang.
Det fascinerende ved DM
Et af de emner, der fyldte meget for mig på konferencen, var Detached Mindfulness – DM.
Og måske især en præcisering af, hvad DM ikke er.
DM er ikke en copingstrategi, der skal få os til at føle os bedre. Det er heller ikke en teknik, man skal blive perfekt til gennem træning.
Det handler i højere grad om at ændre den måde, vi forholder os til vores tanker på.
En tanke kan være til stede, uden at vi behøver at gøre noget ved den.
Vi kan være opmærksomme på den uden at gå ind i en lang kæde af yderligere tænkning.
Det er en vigtig forskel.
Som Wells formulerede det, skal vi hjælpe mennesker til at opdage, at de kan vælge, hvad de vil gøre med deres mentale begivenheder.
Det betyder ikke, at man skal kontrollere tankerne bedre, men tværtimod handler det om at opdage, at man ikke behøver at kontrollere dem.
At sindet faktisk kan selvregulere. Jeg kunne især godt lide formuleringen:
Vi skal tillade vores tanker tage sig af sig selv – og ikke hele tiden forsøge at tage os af vores tanker.
Når metakognitiv terapi møder arbejdslivet
En af de præsentationer, jeg især bed mærke i, handlede om arbejdsliv og sygemelding.
Vi ved, at psykiske problemer har store konsekvenser for både den enkelte, arbejdspladsen og samfundet. Men selvom vi bruger enorme ressourcer på behandling, er vi ikke nødvendigvis særlig gode til at hjælpe mennesker tilbage på arbejdsmarkedet.
Det interessante spørgsmål bliver derfor:
Kan vi påvirke arbejdsevnen ved at ændre den måde, mennesker regulerer deres tanker på?
I et studie med 2.609 patienter undersøgte man blandt andet sammenhængen mellem metakognitive processer, arbejdsevne og sygemelding.
De dysfunktionelle metakognitive overbevisninger kan eksempelvis være:
“Min bekymring er ukontrollerbar.”
“Jeg har en dårlig hukommelse.”
“Jeg er nødt til at kontrollere mine tanker.”
Når bekymring, grubleri og trusselsmonitorering fylder meget, kan det binde opmærksomheden og gøre det sværere at fungere i hverdagen.
Resultaterne var interessante: Ændringer i metakognitive overbevisninger hang sammen med ændringer i arbejdsevne og sandsynligheden for at vende tilbage til arbejde.
I et af studierne vendte 39 % tilbage til arbejdet mod 20 % i ventelistegruppen.
Det gør MCT interessant på et helt andet niveau end blot symptomreduktion, da det her handler om menneskers hverdagsliv, et arbejde, en rolle, en struktur og en oplevelse af at kunne bidrage.
Spiseforstyrrelser – når tanken “jeg er for tyk” bliver styrende
Et andet område, jeg blev særligt optaget af, var spiseforstyrrelser.
Her bliver forskellen mellem tankens indhold og den måde, vi regulerer tænkningen på meget tydelig.
Tanker som:
“Jeg er ikke god nok.”
“Jeg er for tyk.”
“Jeg ser forkert ud.”
kan være meget belastende.
Men igen er spørgsmålet ikke kun, hvad personen tænker.
Det interessante er, hvad der sker bagefter.
For nogle bliver grublerier, kontrol og undgåelse måder at håndtere tankerne på. Hvis jeg undgår at spise, kan jeg måske i et øjeblik slippe for følelsen eller tankerne omkring min krop.
Men strategien kommer samtidig til at fastholde problemet.
På konferencen blev der præsenteret meget lovende resultater med MCT i behandlingen af spiseforstyrrelser. I et lille studie med 14 personer med anoreksi blev 13 af 14 rapporteret som kurerede efter behandlingen.
Det er naturligvis et meget lille studie, så der er brug for større undersøgelser, men men det interessante er perspektivet: Hvis vi kan forstå de metakognitive mekanismer, der er med til at vedligeholde spiseforstyrrelsen, får vi også et andet sted at sætte ind.
En vigtig pointe i arbejdet med unge med spiseforstyrrelser, blev familierne også inddraget. Ikke mindst for at reducere forhandlingerne omkring mad og den konstante beroligelse.
Det blev meget konkret: Forældrene skal kunne stå fast, samtidig med at de er varme og støttende.
Børn og unge – måske et af de mest spændende områder
Hvis der var ét område, hvor jeg oplevede, at konferencen pegede tydeligt fremad, var det arbejdet med børn og unge.
Der er en alvorlig krise i børn og unges mentale sundhed, og derfor er der brug for behandlinger, der både virker og kan skaleres.
Her blev der præsenteret resultater fra YoMETA – det første single-blind randomiserede kontrollerede studie af MCT i børne- og ungdomspsykiatrien.
95 unge med angstdiagnoser og/eller depression deltog.
Behandlingen blev givet som gruppeterapi med otte ugentlige sessioner, og terapeuterne fik relativt begrænset træning sammenlignet med den lange uddannelse, der ofte kræves for at levere specialiseret psykoterapi.
Resultaterne viste betydelige forbedringer efter MCT, som også blev fastholdt ved opfølgninger.
Det, der især fangede mig, var måske ikke kun tallene. Det var de unges egne beskrivelser.
En ung beskrev essensen meget enkelt:
“Det er min hjerne og mit valg, om jeg vil engagere mig i tankerne.”
Det er faktisk en meget præcis beskrivelse af metakognitiv terapi.
Vi skal gøre MCT forståeligt for børn
Michael Simons viste meget konkrete måder at arbejde med MCT på med børn og unge.
Og her blev metaforerne et vigtigt redskab.
Forestil dig, at der sidder en løve ved siden af dig.
Du ville sandsynligvis blive bange.
Men hvad hvis du bare tænker på en løve?
Så sker der noget helt andet.
En tanke om en løve er ikke en løve.
Det lyder enkelt – men det er en måde at hjælpe et barn med at opdage forskellen mellem en mental begivenhed og om den mentale begivenhed egentlig er sand.
OCD blev eksempelvis forklaret gennem tennis:
Hvis OCD siger: “Dine hænder er beskidte – vask dem!”, kan man begynde at diskutere med OCD.
Men så spiller man stadig tennis med OCD.
Man forsøger at slå OCD i kampen.
Og problemet er, at man ikke nødvendigvis kan vinde den kamp.
Det nye mål er derfor ikke at spille bedre end OCD.
Det er at holde op med at spille.
Den slags billeder gør en kompleks psykologisk model forståelig for børn.
Og måske er det netop en af MCT’s styrker: Når man fjerner det tunge diagnosesprog, bliver modellen overraskende enkel.
Fra diagnoser til mekanismer
Det var også tydeligt på konferencen, at MCT bevæger sig mere og mere i en transdiagnostisk retning.
OCD.
PTSD.
Personlighedsforstyrrelser.
Søvnløshed.
Spiseforstyrrelser.
Problemer med arbejdsevne.
Selv problemer efter stroke.
Det er meget forskellige problemstillinger.
Men måske er mekanismerne bag den vedvarende psykiske lidelse ikke så forskellige, som vi tidligere har antaget.
Komorbiditet er snarere reglen end undtagelsen.
Det gør det interessant at spørge, om vi nogle gange kommer til at fokusere for meget på diagnosen og for lidt på de processer, der faktisk vedligeholder lidelsen.
Hvad tager jeg med hjem fra Oxford?
Efter konferencen står én ting særligt tydeligt for mig:
Vi skal ikke være bedre til at kontrollere vores tanker. Vi skal blive bedre til at vælge, hvornår vi behøver at gøre noget ved dem – og hvornår vi kan lade dem være.
Adrian Wells sluttede med et råd, som jeg tror, mange af os tog med hjem:
Vær tro mod den metakognitive model.
Efter 35 år med S-REF-modellen er den stadig grundlaget for udviklingen. Nye studier undersøger mekanismerne, nye målgrupper afprøves, og behandlingen tilpasses børn, unge, mennesker med personlighedsproblemer, spiseforstyrrelser, søvnløshed og udfordringer med arbejdsliv.
Men den røde tråd er den samme:
Hvordan regulerer sindet sin egen tænkning?
For mig var Oxford derfor ikke bare en konference om nye forskningsresultater, men også en påmindelse om, hvorfor det er så spændende at arbejde med metakognitiv terapi.
Fordi vi hele tiden kan stille nye spørgsmål. Og fordi videnskab og klinisk praksis kan mødes i noget meget konkret:
At hjælpe mennesker med at få friheden til at vælge, hvad de vil gøre – også når der sker noget svært i deres sind.
Skrevet af psykolog Maiken Lykke