Har du svært ved at mærke dit indre kompas?
Hver dag står vi overfor at skulle tage en række beslutninger. Det kan være beslutninger som; hvilket tøj skal jeg have på?, hvad skal vi have til aftensmad?, skal jeg tage hovedvejen eller motorvejen på arbejde? Vi tager hundredvis af beslutninger i løbet af en dag, mange af dem helt uden at tænke.
Men hvad så, når de store spørgsmål presser sig på? Beslutninger som skal jeg skifte job?, skal vi flytte?, vil jeg skilles? – Hvordan træffer man så den bedste beslutning? Lige præcis dette spørgsmål er der mange bud på. Nogle laver en fordele/ulempe liste. Andre taler beslutningen igennem igen og igen med nærmeste venner og familie. Andre igen bruger tænkningen som deres indre kompas. Jo flere timer om dagen, jo bedre, når vigtige beslutninger skal træffes.
Hvis du har svært ved at træffe beslutninger kender du sikkert til sidstnævnte strategi. Den timelange analyse. Lad mig prøve at forklare, hvorfor lige netop det, som mange tror er løsningen på problemet, nemlig analysen, rent faktisk kan gå hen og blive problemet.
Når vi indgår i en indre dialog med os selv omkring vores problemer, sker der det, at vores opmærksomhed bliver fikseret på lige netop dette problem, og vores ressourcer bliver opbrugt her. At analysere kræver rigtig mange kræfter, hvilket resulterer i, at energiniveauet vil falde. Desuden har analyse det med at skabe endnu flere spørgsmål, der derfor yderligere skal analyseres. Det er altså skruen uden ende. Straks ét svar er fundet, melder der dig blot nye spørgsmål på banen.
Desuden kan timelange analyser også påvirke vores humør. Vi kan blive triste, irritable og frustrerede. Og, hvordan hænger træthed, tristhed og irritabilitet sammen med at træffe en god beslutning? Ikke særlig godt i min verden. Man bevæger sig længere og længere væk fra at kunne mærke sit indre kompas og dermed sin intuition.
Det bedste du kan gøre for styrke dit indre kompas, og dermed blive bedre til at træffe beslutninger, er at tidsbegrænse det fokus, du giver din beslutningstagen. I stedet for, at analysen fylder hele dagen, så prøv at sæt en “beslutningstid” af hver dag for eksempel mellem 17-17.30, hvor du kan vende og dreje valgmulighederne. Og når den tid er gået, så lad tankerne være indtil næste dag i din beslutningstid. Man kan tage ligeså gode beslutninger på en 1/2 time som på 10 timer. Og, hvis du ikke har fundet løsningen på en halv time, kommer den nok heller ikke efter 10. Hjernen skal have ro til at indhente de mange dyrebare informationer den ligger inde med, til at hjælpe dig med at træffe de store beslutninger i livet.
Kunne du tænke dig at styrke dit indre kompas og bedre kunne mærke din intuition, er du velkommen til at ringe til mig på +45 26 50 45 40 eller skrive til mig på info@maikenlykke.dk